It-arkitektur
Sirius IT har et fast koncept til rådgivning om it-arkitektur. Konceptet er baseret på best practice gennem årene. Det giver den store fordel, at vi arbejder systematisk udfra en gennemprøvet standard med muligheder for tilpasning til den enkelte opgave.
En stærk metode
Sirius IT’s koncept sigter mod at give de offentlige myndigheder en praktisk tilgang til arkitekturarbejdet. Konceptet bygger på OIO Enterprise arkitekturmetoden (OIO EA), og er derfor leverandør uafhængig.
Metoden tager udgangspunkt i et helhedsorienteret og forretningsmæssigt perspektiv, og skal ses som et værktøj der hjælper til at identificere, forankre, prioritere og implementere digitale løsninger. Vi fokuserer på at bringe dette arbejde videre mod en konkret implementerbar model og sikre et solidt koblingspunkt mellem det overordnede arkitekturarbejde og de konkrete løsninger. Ud fra den enkelte myndigheds overordnede strategi og målsætning kan vi pege på relevante gennemløb i OIO EA processen og komme med forslag til arkitekturprodukter i OIO EA rammeværket.
Samtidig adresserer vores koncept myndighedens eksisterende systemer og teknologier og kan pege på konkrete anvendelsesmuligheder i den nye arkitektur. Arbejder den pågældende myndighed efter det serviceorienterede EA arkitekturmønster indeholder vores koncept en proces, der sigter på at høste kandidater til tværgående services. Disse kandidater findes ofte blandt eksisterende systemer, som derfor skal indpakkes i en serviceorienteret snitflade. Desuden identificeres mulige kandidater blandt de planlagte nye løsninger, hvorved vi sikrer, at kun relevante dele af løsningen serviceorienteres.
Fokus på it-arkitektur
Såvel offentlige som private virksomheder fokuserer i stigende grad på it-arkitektur, som en vigtig del af den strategiske proces og løbende forretningsudvikling. Krav om effektivitet, omstillingsevne og et ønske om at udnytte sine investeringer optimalt stiller store krav til it-platformen. Tiden er ikke til langvarige udviklingsprojekter eller standardløsninger, som er anskaffet udelukkende ud fra et snævert funktionelt perspektiv. Løsninger skal tænkes ind i en større sammenhæng og på samme tid være så fleksible, at det er muligt at anvende funktionaliteten på tværs.
Holdbar it-arkitektur
Arkitektur handler i høj grad om holdbarhed. Man kan sige, at arkitektur er det "konserveringsmiddel", der sikrer, at paletten af løsninger og elementer i it-platformen kan anvendes i flere sammenhænge og under skiftende organisatoriske forhold (omstruktureringer, fusioner, oplægning af ressortområder m.m.).
Kom let igang
Vi tilbyder flere muligheder for at komme let igang med en helhedsorienteret tilgang til arkitekturarbejdet. En naturlig "forbrænder" er arkitekturanalysen, hvor vi kigger på myndighedens forretningsmæssige målsætninger og sætter disse i relation til den nuværende situation – både forvaltningsmæssigt og teknologisk. Med andre ord kan man sige, at arkitekturanalysen er et mini-gennemløb gennem OIO EA metoden, hvor strategi, forretning og teknik vurderes i relation til myndighedens nuværende modenhedsniveau.
Har myndigheden allerede igangsat et EA arkitekturarbejde tilbyder vi at gennemføre et konkret ’proof-of-concept’ (POC), hvor vi identificerer en pilotopgave, der har en kompleksitet som sætter myndigheden i stand til at vurdere om arkitekturkomponenterne tilbyder den nødvendige understøttelse af de forretningsmæssige mål. Dette kan konkret være en anvendelse af serviceorienterede infrastrukturelementer i den valgte teknologiske infrastruktur.
Både arkitekturanalysen og POC baserer sig på OIO EA rammen (OIO EA metoden og OIO EA rammeværket). Vi har et webbaseret samarbejdsværktøj, hvor arbejdet struktureres i relation til OIO standarderne.
Hvad får myndigheden ud af arkitekturrådgivningen?
Da arkitekturanalysen er udformet som et mini-gennemløb af OIO EA metoden, vil myndigheden få en forsmag på hvordan EA arbejdet gribes bedst an. Vi er overbeviste om, at EA arbejdet er bedst forankret hos myndigheden selv, og med arkitekturanalysen klædes centrale personer godt på til det videre arbejde (evt. i eget regi, eller i forbindelse med en større EA proces, hvor rådgivere tages med ind).
POC går skridtet videre og afprøver validiteten af centrale principper og holdbarheden af teknologiske byggeklodser.